Hæmoglobinprøven forklaret (HGB)

Hæmoglobin er hovedproteinet i de røde blodlegemer. Jernet i molekylet binder ilt i lungerne og afgiver den til vævet, og på vejen tilbage fører det noget kuldioxid med. Mængden af hæmoglobin i blodet (g/l) er en af de vigtigste målinger i en fuld blodtælling: er der for lidt af det, får vævet mindre ilt — en tilstand, der kaldes anæmi. Anæmi har mange årsager, og den hyppigste er jernmangel, så hæmoglobin vurderes normalt sammen med ferritin, erytrocytindeks (MCV, MCH) og undertiden vitamin B12 og folat. Et forhøjet hæmoglobin er mindre almindeligt og kan hænge sammen med iltmangel (lungesygdom, søvnapnø, rygning, ophold i stor højde) eller med, at kroppen danner for mange røde blodlegemer. WHO opdaterede sine grænser efter alder, køn og graviditet i 2024 — de bruges også på litauiske laboratorier, men det præcise referenceinterval på et konkret prøvesvar kan afvige lidt.

• Som del af en fuld blodtælling — ved helbredstjek og inden operation
• Ved svaghed, svimmelhed, åndenød, kolde hænder og fødder eller bleg hud
• Når der er arvelige blodsygdomme i familien
• Ved kronisk infektion eller sygdom eller efter et betydeligt blodtab ved skade eller operation
• Under graviditet — for at opdage og følge anæmi
• Til at følge behandlingen af en påvist anæmi

Efter WHO's retningslinje fra 2024 regnes denne værdi som let anæmi hos kvinder 15–65 år, da den ligger under grænsen på 120 g/l; hos mænd falder den inden for det bredere interval for let anæmi på 110-129 g/l, fordi grænsen for mænd er 130 g/l. For gravide i første eller tredje trimester regnes 110 g/l eller derover stadig som normalt. Et enkelt svar i dette interval er ikke en diagnose i sig selv — laboratoriemetoder og referenceintervaller varierer lidt, og hæmoglobin kan ændre sig forbigående med væskebalancen eller efter en nylig infektion. Lægen ser typisk på, om det er en enkeltstående måling eller en tendens, gentager prøven efter noget tid og måler jernmarkører (ferritin) og de røde blodlegemers størrelse (MCV) for at skille den hyppigste årsag — jernmangel — fra andre årsager, sammen med forhold som kraftige menstruationer, kost og kronisk sygdom.

Moderat anæmi: 80-109 g/l

WHO's retningslinje fra 2024 behandler 80-109 g/l som ét interval for moderat anæmi hos mænd og ikke-gravide kvinder 15–65 år (og hos børn fra 5 år) — både 105 g/l og 85 g/l falder i samme kategori, selv om de svarer til ret forskellige grader af fald fra det normale. Jo tættere et svar ligger på den nedre grænse på 80 g/l, hvor svær anæmi begynder, jo større er afvigelsen fra det normale, og jo oftere optræder træthed, åndenød ved anstrengelse eller svimmelhed — derfor vurderes sådanne tilfælde som regel mere hastende end dem tættere på 109 g/l. Lægen måler normalt ferritin og andre jernmarkører, da jernmangel er den hyppigste årsag, sammen med de røde blodlegemers størrelse (MCV), som hjælper med at skelne jernmangelanæmi fra anæmi på grund af lavt vitamin B12 eller folat, og leder efter en mulig kilde til blodtab (kraftige menstruationer, blødning fra mave-tarmkanalen) eller en kronisk sygdom, der hæmmer dannelsen af røde blodlegemer. Under graviditet er grænserne forskellige fra trimester til trimester: i andet trimester er den normale grænse 105 g/l, så en del af dette interval (95-104 g/l) tælles som let og ikke moderat anæmi hos en gravid, og 105-109 g/l kan stadig være normalt. WHO henviser til forskning, der forbinder hæmoglobin under 95 g/l i graviditeten med højere risiko for et dårligt udfald for den nyfødte, en risiko der fordobles under 80 g/l; børn på 6-23 måneder og gravide i andet trimester har også en lavere grænse for svær anæmi på 70 g/l frem for 80 g/l.

Efter WHO's retningslinje fra 2024 regnes under 80 g/l som svær anæmi hos voksne (bortset fra gravide i andet trimester og børn på 6-23 måneder, hvor grænsen er 70 g/l) — den alvorligste af WHO's fire kategorier. Det kræver en hurtig lægelig vurdering og er ikke noget at udskyde, da ilttilførslen rundt i kroppen kan være betydeligt nedsat. Symptomerne er ofte mere udtalte — udtalt træthed, åndenød selv ved let anstrengelse, hurtig puls, svimmelhed og til tider påvirket bevidsthed — men hvor slemt det føles, afhænger også af, hvor hurtigt hæmoglobinet er faldet, da et langsomt fald til tider tåles bedre end et brat. Årsagerne i dette interval er meget forskellige, fra akut eller kronisk blodtab til svær mangel på jern, vitamin B12 eller folat, kronisk sygdom eller en sygdom i blodets dannelse; fordi et lavt hæmoglobin direkte kan true ilttilførslen til organerne, beslutter lægen de næste skridt ud fra den samlede tilstand og ikke ud fra laboratorietallet alene.

Forhøjet hæmoglobin

Et forhøjet hæmoglobin er mindre almindeligt end et lavt. De sædvanlige årsager er tilstande, hvor kroppen får mindre ilt og kompenserer ved at danne flere røde blodlegemer — lungesygdom, hjertesygdom, søvnapnø, rygning. En sjældnere årsag er polycytæmia vera, hvor knoglemarven danner for mange røde blodlegemer. Væskemangel kan også hæve hæmoglobinet forbigående. Det, der typisk overvejes videre: om væskemangel påvirkede prøven, og om den er værd at gentage; mulige årsager til iltmangel, for eksempel vejrtrækningspauser i søvnen, lunge- eller hjertesygdom og rygning; de øvrige værdier i en fuld blodtælling — antal røde blodlegemer, hæmatokrit, hvide blodlegemer, blodplader; og hvornår prøven skal gentages.

Et lavt hæmoglobin betyder anæmi. Den hyppigste årsag er jernmangel, men anæmi skyldes også mangel på vitamin B12 eller folat, blodtab, leversygdom, kronisk sygdom og kræft. Ferritin, de røde blodlegemers størrelse (MCV) og retikulocytter hjælper med at finde årsagen. Symptomerne er ofte svaghed og træthed, svimmelhed, åndenød, kolde hænder og fødder og bleg hud. Det, der typisk overvejes videre: ferritin og andre jernmarkører for at se, om jernmangel er årsagen; de røde blodlegemers størrelse (MCV) — en lav værdi peger på jernmangel, en høj på mangel på B12 eller folat; en mulig kilde til blodtab; vitamin B12 og folat, hvis MCV er forhøjet; og hvornår prøven skal gentages for at følge ændringen. De prøver, der bruges ved mistanke om anæmi, er beskrevet særskilt.

Hvorfor grænsen er forskellig efter køn, alder og graviditet

Efter WHO's retningslinje fra 2024 er grænsen for anæmi 120 g/l hos ikke-gravide kvinder 15–65 år, 130 g/l hos mænd i samme alder og lavere, trimesterbestemte grænser hos gravide — 110 g/l i første og tredje trimester, 105 g/l i andet. For børn stiger grænsen med alderen: 105 g/l ved 6-23 måneder, 110 g/l ved 24-59 måneder, 115 g/l ved 5-11 år og 120 g/l for piger på 12-14 år, hvor den nærmer sig grænsen for voksne kvinder. WHO's retningslinje forklarer, at grænserne for grupperne 6-23 og 24-59 måneder er forskellige på grund af mærkbare forskelle i vækst og ernæringsbehov mellem de to aldersgrupper — derfor blev den tidligere fælles grænse for 6-59 måneder delt i to, der stiger gradvist fra 105 til 115 g/l. Når et barns svar skal tolkes, har det betydning at kende den præcise alder i måneder eller år, da grænsen ændrer sig ret hurtigt. Sammenlign altid et konkret svar med det interval, der står på prøvesvaret, og som kan afvige lidt fra WHO's tal, og læg mærke til, om prøven er taget under graviditet, hvor andre, trimesterbestemte grænser gælder.

Hæmoglobin måles som del af en fuld blodtælling. På laboratoriet Medicina practica i Litauen koster den prøve fra 10 € (priser fra september 2026).