LH-blodprøve (luteiniserende hormon): normalværdier

Ifølge MedlinePlus afhænger LH-intervallet af køn, alder og hos kvinder af, hvor man er i forhold til overgangsalderen. For kvinder før overgangsalderen er det sædvanlige interval 5–25 IE/l, men midt i menstruationscyklus stiger niveauet kortvarigt betydeligt højere — det er denne stigning, der udløser ægløsningen. Efter overgangsalderen er intervallet bredere og højere — 7,7–58,5 IE/l — fordi hypofysen danner mere LH, når æggestokkene ikke længere reagerer på hormoner. For mænd fra 18 år angives intervallet 1,8–8,6 IE/l. Tallene er generelle pejlemærker: hvert laboratorium bruger sit eget udstyr og sin egen målemetode, så det præcise referenceinterval skal læses på dit eget svar, og resultatet drøftes med lægen.

Hos kvinder bruges en LH-prøve til flere ting. Oftest bruges den til at undersøge årsagerne til nedsat frugtbarhed, når graviditet ikke er indtrådt over længere tid, eller til at finde det bedste tidspunkt at blive gravid ved at holde øje med LH-stigningen midt i cyklussen, som udløser ægløsningen — at et æg frigives fra æggestokken. Prøven hjælper også med at vurdere uregelmæssige eller manglende menstruationscyklusser, når det er uklart, om der overhovedet er ægløsning. Derudover bruges LH-niveauet til at fastslå, om overgangen til overgangsalderen er begyndt, eller om overgangsalderen allerede er indtrådt, fordi koncentrationen af LH så som regel stiger tydeligt. LH vurderes oftest sammen med FSH og østradiol, så lægen kan danne sig et bredere billede af den hormonelle situation i stedet for at læne sig på én enkelt indikator.

Hos mænd hænger et forhøjet LH-niveau ifølge MedlinePlus oftest sammen med en forstyrrelse i testiklernes funktion — det kan være skade på testiklerne, en svulst, fåresyge du har haft, eller en skade, og desuden en genetisk tilstand som Klinefelters syndrom. I sådanne tilfælde reagerer testiklerne ikke længere tilstrækkeligt på hormonelle signaler, så hypofysen danner mere LH for at kompensere. Et forhøjet LH-niveau kan også tyde på, at kønskirtlerne er blevet beskadiget af en autoimmun sygdom eller af kræftbehandling. For at fastslå den præcise årsag vurderer lægen som regel LH sammen med niveauet af testosteron og FSH i blodet, fordi et LH-svar alene ikke afslører, hvor årsagen til forstyrrelsen præcis ligger. Et forhøjet LH-svar bør derfor altid drøftes med lægen eller en endokrinolog.

Et lavt LH-niveau viser oftest, at problemet ligger i hypofysen eller hypothalamus og ikke i æggestokkene eller testiklerne selv — disse organer fungerer måske normalt, men får ikke signal nok til at blive sat i gang. Hos kvinder hænger et lavt LH-niveau nogle gange sammen med for hård fysisk træning, utilstrækkelig ernæring, betydelig stress eller en lav kropsvægt, som forstyrrer hypothalamus' arbejde. Når et lavt LH-niveau vurderes, kontrollerer lægen som regel også FSH og de øvrige hypofysehormoner for at vurdere hypofysens samlede funktion og foreslår om nødvendigt billeddiagnostik af hypofysen eller hypothalamus. Det er en god idé at tale med en endokrinolog, og for kvinder desuden at få vurderet ernæring, vægt og hvor hård den fysiske træning er.

Du skal som regel ikke faste eller forberede dig indviklet før en LH-prøve, men der er et par ting, det er værd at aftale med lægen på forhånd. Noget medicin eller nogle kosttilskud skal måske holdes pause med før prøven, fordi de kan påvirke svaret. Kvinder, der menstruerer, skal nogle gange have prøven taget på en bestemt dag i menstruationscyklussen, især når formålet er at finde tidspunktet for ægløsning eller at undersøge forstyrrelser i cyklussen. Det er også vigtigt at fortælle lægen, hvis du for nylig har fået en undersøgelse med radioaktive isotoper, for det kan forvrænge svaret. Den endelige forberedelse aftales altid af lægen ud fra grunden til prøven og dit helbred.

LH og FSH er to hormoner fra hypofysen, der tilsammen styrer æggestokkenes og testiklernes arbejde, så de måles som regel samtidig og ikke hver for sig. Hos kvinder styrer hormonerne menstruationscyklus og ægløsning; hos mænd dannelsen af sæd og niveauet af testosteron. Ved at vurdere niveauet af begge hormoner sammen kan lægen bedre skelne, om årsagen til en forstyrrelse ligger i kønskirtlerne selv (æggestokkene eller testiklerne) eller længere oppe, i hypofysen eller hypothalamus. Er begge hormoner for eksempel forhøjede, er der oftere mistanke om et problem i kirtlerne, og er begge nedsatte — om en forstyrrelse i hypofysen eller hypothalamus. Netop derfor vurderes et LH-svar sjældent adskilt fra FSH.